Silkeborg Sejlklubs Ligahold kan ikke sidde stille hen over vinteren… 

Båden er flyttet til Århus, hvor man træner hver søndag eftermiddag og Silkeborg deltager så ofte tiden tillader. Sidste søndag deltog 7 både, da Kaløvig også kom med egen båd.

Som det lille klip viser, så er det intense og spændende sejladser, hvor der bliver sejlet, som var det Ligastævne. J/70´eren er sjov at sejle. Levende, følsom og rigtig hurtig når der er luft. Dertil kommer den tætte konkurrence fra nogle af Danmarks bedste sejlere.

I SSK er der en lille flok, som danner bruttoholdet til ligastævnerne, men vi har brug for flere sejlere, som vil ud og have det sjovt. Skulle du have lyst til at prøve denne nye kapsejladsform, er muligheden her. Der sejles på ultra korte baner, som tager 10-15 min for en sejlads og besætningerne skifter på vandet via en RIP og bliver bragt i land efter hver sejlads.

7 både på banen og 21 hold, som hele tiden skiftes til at sejle mod hinanden. DET ER SJOVT !!!

Er du kapsejlads vant, er du naturligvis hurtigere til at indarbejde dig i holdet, men der er absolut ikke et “must”.Deltager du aktivt i træningen, vil du hurtigt blive integreret i samspillet i teamet og ende med høj puls, røde kinder og et kæmpe smil. DET ER SJOVT…og er du frisk og længes efter sejlads, kan du allerede i disse vinter og forårsmåneder deltage i træningen i Århus.

 

Når sæsonen rigtigt starter, vil båden igen komme til Silkeborg, hvor træningen fortsættes.

Hen over sæsonen deltager SSK i 4 stævner rundt i landet, hvor man får stille en ny J/70 tilrådighed og sejler mod 20 af Danmarks bedste klubhold.Ind imellem stævnerne, vil primært dét hold, som skal sejle næste stævne, træne intenst. Men der vil der være mulighed for at komme med i disse trænings-pas og træne sammen med holdet. Med trænings-indsatsen følger udtagelsen til holdet og følgende deltagelse i stævnerne.

Hermed en invitation til at komme ud at lege med….og …DET ER SJOVT !! 😊

Kontakt gerne vores Liga-koordinator, Kim Olsen, 25 41 60 07.