Distance sejladsen 2021

Distance sejladsen lørdag den 30. oktober 2021

 

Sejladserne i 2021 har ikke været præget af meget vind.

Det gør sig også gældende til årets distancesejlads, hvor de 12 deltagende både møder op til en absolut blank Brassø.
Vejrprofeterne har dog lovet 3 til 4 sm omkring kl. 10.00, som vil passe fint med det annoncerede starttidspunkt.
Dommerne tror på profeterne og får lagt en perfekt og dejlig lang startlinje ved Hattenæs med rent kryds op mod Sejs Snævringen. Starten går som planlagt, og vinden er som lovet.

Gæstesejleren 1000Fryd kommer godt fra start og fører feltet an. Båden vælger den styrbordsside af søen, hvor også modstrømmen går stærkest.
De både, der holder sig til bagbord af søen, har strømlæ helt op til indsejlingen af snævringen og kommer først til hullet. Den svage vind og den relative stærke modstrøm gør det umuligt at komme ind i snævringen, og alle bådene driver på kryds og tvær stille og roligt tilbage i Brassø.

Dommerne vælger at skyde sejladsen af, og alle 12 både kommer på slæb efter dommerbåden ud i Borresø. Et flot syn som blev honoreret med vink og klapsalver fra robåde og folk på land.
Igen lægger dommerne en perfekt startlinje med kryds op mod Svejbæk Snævringen, og heldigvis er vinden samtidig frisket lidt op til hele 4 til 5 sm.
Vindretningen SSØ gør sejladsen lidt drilsk i snævringen, og der er meget stor forskel på, hvordan bådene kommer ud i Julsø.
H530 er heldig at komme først ind- og ud af snævringen, og konsoliderer sit forspring gennem Julsø, hvor Alø rundes i et tiltagende dis.

Hjemturen er med godt slæk på skøderne, og de fleste både kan bære spileren hele vejen, kun gennemsejlinger af de 2 snævringer giver lidt udfordringer.
Mållinjen er uden for sejlklubben, så alle på land kan følge med i, når bådene med spileren oppe går i mål.
Den hurtigste sejltid er 2 timer og 21 minutter, og alle både er i mål inden for 46 minutter.
Godt sejlet af alle og tak til dommerne for nogle gode beslutninger undervejs.

H 530, Flemming

Sejladsen blev vundet af Lars Wegener (Yang), fulgt af Flemming Nielsen (First Lady II) og med Claus Terkildsen (1000 Fryd) på 3. pladsen.

Distancen 2021 resultater