Ole Christensen er gået bort efter længere tids svær sygdom.
Mit bekendtskab med Ole går tilbage til starten af 80’erne, hvor jeg købte min første H-Båd. På det tidspunkt var H-båden i stor vækst i klubben, og stærke kræfter som Lynge, Hans Jørgen Ford og Ole gjorde et stort arbejde for at gøre klassen større, bl.a. ved at trække udenbys både til Silkeborg til et årligt stævne, hvor der på et tidspunkt var omkring 40 H-både til start.
Der startede mit bekendtskab, der over årerne blev til venskab, med Ole. Han fik mig hurtig med i stævneudvalget, hvor vi begge sad i rigtig mange år.
Ole havde ry for at være en dygtig og hurtig H-bådssejler og var en flittig deltager i stævner rundt omkring i landet. Jeg ville gerne lære noget, så jeg dristede mig til at ringe til ham en aften og spørge, om han manglede en gast til Fyn Rundt. Der blev stille i telefonen, men så lød det, du er med. Hurtige beslutninger har altid kendetegnet Ole.
Det blev starten på et mangeårigt sejlerfællesskab sammen med Jens Hjort og John Høgh, Fyn Rundt, hvor Ole altid lå i top 5 og med mange 1. pladser og flotte overalt placeringer, også dengang der deltog over 1000 både med et H-bådsfelt på 40 – 45 både.
Sejlede vi ikke distancesejladser var mandskabet Ole, Jens Hjort og mig, og det blev til rigtig mange stævner i Danmark og Tyskland.
Det blev meget lærerige år, som jeg kunne tage med over i min egen H-båd og bruge, når vi var konkurrenter på søerne.
Ole havde en udviklet evne til at få H-båden til at sejle en høj middelfart. Der blev ikke trimmet i tide og utide. Blæste det meget blev riggen strammet, og alt andet strammet i bund og omvendt.
Det der gjorde Ole til en farlig konkurrent på kapsejladsbanerne, var hans højtudviklede matematiske sans for vinkler, næse for ændringer i vindretningen kombineret med en stærk vilje til ikke at give op.Vi som besætning lærte hurtigt, at vi ikke skulle tage diskussionen med Ole, om vi skulle vende eller ej, da han 9 ud af 10 gange havde ret og var medvirkende til, at håbløse placeringer blev vendt til succes.
For Ole var H-båden et sportsredskab, der ikke skulle skånes, bare det gik fremad, og det var befriende at sejle under disse forhold.
Ole var et markant medlem af Silkeborg Sejlklub, som nogle godt kunne slå sig lidt på, og andre ikke kunne følge med. Ole var handlingernes mand, og der var ikke altid langt fra tanke til handling. Men bag enhver handling lå et hensyn til Sejlklubbens ve og vel, og vi kan i dag takke Ole og Haarup Maskinfabrik for, at vi bl.a. har en velfungerende kran og vaskeanlæg, som dels har været med til at trække udenbys deltagere til vores stævner, dels været en nødvendighed for klubbens egne medlemmer ved bundrensning og op- og nedtagning, og gjort at klubben har været på forkant miljømæssigt.
Oles utrættelige indsats for at få indenlandske og udenlandske deltager til H-bådsstævnerne i Silkeborg fortjener stor ros og har været med til, at sætte Silkeborg Sejlklub på både det nationale og internationale sejlerkort.
Når man har tilbragt hundredvis af timer sammen i et H-båds cookpit og tilsvarende i bil på vej til stævner, så knyttes der tætte bånd, og det er med stor vemod, jeg tænker på, at Ole ikke er her mere.
Den sidste start er gået, men der er ikke længere noget krydsmærke. Vi har mistet en god sejlerkammerat og ven.
Æret være hans minde.
Erstatningsstyrmand på Oles H-båd First Lady II DEN 530
Flemming
