Årets 2Starsejlads blev afholdt i weekenden 11. og 12. juni, og Silkeborg Sejlklub var flot repræsenteret med 5 både ud af 121 deltagere.
Sejladsen, der kun må have en besætning på 2 mand uanset bådens størrelse, er meget populær og bliver overtegnet i løbet af meget kort tid.
Konceptet er, at de langsomst sejlende både ud fra DH-måltal starter først, og bådene sendes af sted som perler på en snor. Sejladsen går fra Århus med runding af grøn sideafmærkning ud for Skødshoved, ned forbi Sletterhage fyr, ud mod kompasafmærkning øst for Sletterhage og sidst runding af den grønne sideafmærkning ved Vejrø. Mållinjen er ud for Ballen Havn på Samsø.
Lørdag eftermiddag og aften er der hygge i Ballen Havn og stor sejlermiddag på Restaurant Dokken.
Søndag morgen er første start kl. 08.00, og sejladsen går syd om Samsø og den grønne sideafmærkning ved Skødshoved skal igen rundes, inden bådene går i mål ud for Århus’ Søsportscenter.
Sejladsen er på 66 sømil uden krydstillæg, og placeringen i de 2 sejladser giver bådenes samlede resultater.
De deltagende både fra Silkeborg var:
Bådtype | Skipper | Gast | Korrigeret sejltid | Overalt placering |
Sonate 7 | Jan V. Andersen | Bjarne Nedergaard | 17:04 | 106 |
H-Båd | Henrik Andreasen | Jørgen Tang | 16:41 | 99 |
806 | Allan Barenholt | Jesper Barenholt | udgået | |
J 70 | Lars Wegner | Nicole Berndtson | 15:39 | 65 |
X 99 | André Nielsen | Flemming Nielsen | 15:14 | 37 |
Klubbens J70 med Lars og Nicole vandt deres løb – godt sejlet! Også godt kæmpet af de øvrige både.
Hurtigste båd
Melger 24 | 14:20 | 1 |
Lørdagens sejlads bød på kryds stort set hele vejen til Ballen Havn med varierende vindstyrke fra 2 til godt 14 meter i sekundet. Specielt de sidste 10 sømil fra Vejrø til Ballen var en udfordring med en vindstyrke på 14+ i perioder. Lørdagens sejlads var også samtidig præget af kraftig østgående og senere nordgående strøm, som gav taktiske udfordringer.
Søndagens sejlads startede med rent kryds ned til Vesborg Fyr på sydvestspidsen af Samsø. Resten af turen til Århus gik for en agten for tværs og halvvind op til den grønne sideafmærkning ved Skødshoved og så igen rent kryds ind til mållinjen ved Århus.
Således at det ikke skulle blive ren afslapning, kom der en kraftig regn og vindbyge nord for Tunø med så meget vind, at mange både måtte reducere sejlføringen i en kortere periode.
På billedet ses klubbens J70, der blev sejlet af Lars Wegner og Nicole Berndson.
Alt i alt en rigtig god sejlerweekend hvor ens udholdenhed, taktiske evner og evner til at sejle i alt slags vejr kom på prøve.
Samtidig er det en fornøjelse at sejle sammen med så mange andre både og mødes til hygge undervejs. Så en sejlads der varmt kan anbefales til alle.
Du kan læse mere om stævnet her: https://aarhussejlklub.dk/kapsejlads/aarhus2star og på stævnets Facebook side: https://www.facebook.com/aarhus2star
Flemming, gast på Livet X 99 med hjemhavn i Egå.