Mindeord om tidligere formand Frank Nielsen

Klubbens mangeårige tidligere formand Frank Nielsen er død 17. august.

Frank var medlem af klubben i 48 år og har været et meget aktivt medlem på mange forskellige områder.

I de første år var Frank leder af klubbens Optimistafdeling, hvor hans egen søn var en af sejlerne.

Frank havde fast bådplads og ejede en Mermaid 270, der blev brugt flittigt til tursejlads med familie, venner og forretningsforbindelser.

Frank var formand for sejlklubben i to perioder fra 1986 til 1994 og igen fra 2002 til 2010, hvor jeg efterfulgte ham på formandsposten.

Under Franks første formandsperiode var der en stor udvikling i gang i klubben, idet man netop havde besluttet at købe nabogrunden på Kongsholm og anlægge en ny bådebro på området. Det var også i den periode klubben fik en stor flåde af H-både og der blev afholdt årlige stævner for H-bådene.

Hans anden formandsperiode kom lidt på afbud, da man på generalforsamlingen i 2002 ikke havde en oplagt formandskandidat, idet Poul Fisker ikke ønskede at fortsætte efter det store arbejde med byggeriet af det nye klubhus. Efter en pause i forhandlingerne og flere sonderinger om mulige formandsemner, sagde Frank ja til atter at påtage sig opgaven. Det blev til 8 år mere, så Frank sammenlagt har været klubbens formand i 16 år.

Jeg kom til at samarbejde tæt med Frank i hans anden formandsperiode, da jeg i 2005 lod mig overtale til at indtræde i bestyrelsen, hvor jeg blev sekretær og siden også næstformand. På den måde fik jeg et tæt samarbejde med Frank omkring klubbens udvikling og bestyrelsens arbejde. Det blev også til en del møder med eksterne interessenter og andre klubber sammen.

Jeg oplevede Frank som en meget venlig og imødekommende person, der i sit bestyrelsesarbejde var struktureret og principfast. Samtidig gav han god plads til øvrige bestyrelsesmedlemmer og viste stor tillid til andre.

Foruden formandsposten har Frank også været aktiv i sejlads- og dommerudvalg gennem mange år. Hans egen kølbåd blev ofte benyttet som dommerbåd ved klubbens sejladser. Han har således ydet en meget stor indsats for klubben og også været en flittig deltager i klubbens forskellige arrangementer gennem årene.

Ud over sit virke i sejlklubben har Frank drevet selvstændig virksomhed i en lang årrække og været aktiv i bestyrelsesregi i bl.a. Ingeniørforeningen.

En stor ven af Silkeborg Sejlklub er gået bort – æret være hans minde!

Ejlert Andersen